


Ruth Barder Ginsburg - Højesteretsdommer (USA)
De fleste kender jo nok til Ruth. Men måske ikke så meget til hendes historie:
De fleste kender jo nok til Ruth Barder Ginsburg. Men måske ikke så meget til hendes historie og baggrund.
Ruth voksede op i Brooklyn i en jødisk lavindkomstfamilie.
Ruths mor lærte hende fra barnsben af, at uddannelse og selvstædighed er vigtig. Desværre døde hun af kræft dagen før Ruth dimitterede fra High school. Så hun så ikke hvilken fantastisk karriere Ruth fik.
Ruth valgte, at studere Jura på Harvard, hvor hun oplevede en meget mandsdomineret kultur, med kun 9 kvindelige elever ud af 500! Kvinderne blev endda skudt i skoen, at de tog pladser fra dygtige mænd. Ruth knoklede på - og blev en af de dygtigste elever.
Under hendes uddannelse fik hendes mand, der også studerede jura, kræft. Ruth passede nu sin datter alene og fulgte sin uddannelse samtidig med, at hun videreformidlede undervisning til Martin, så han kunne følge med, mens han kæmpede med kræften.
Ruth dimitterede med topresultat i 1959. Trods hendes åbenlyse talent mødte hun igen og igen kønsdiskrimination inden for jurafaget, som blandt andet betød at hun havde meget svært ved at finde job på et advokatkontor. De ville simpelthen ikke ansætte kvinder. Nu kastede hun sig for alvor ind i kampen for, at fremme lige rettigheder mellem kønnene. Og hun gik specifikt efter de sager, som kunne ende med en lovændring. (Ruth kæmpede iøvrigt ikke kun for at fremme kvinder. Hun tog også de, godt nok sjældne, sager hvor mænd var dårligere stillet end kvinder).
I 1993 blev hun udnævnt til dommer i højesteret. Hun blev dermed den 2. kvindelige dommer i højesteret og den 1. jødiske kvinde. Hun blev kendt for, at kæmpe særligt for tre områder: Ligestilling mellem køn, rettigheder til arbejderne og opdeling af kirke/stat.
Disse områder kæmpede hun for til sin død. I 1999 fik hun en pris for hendes utrættelige kamp for lige rettigheder mellem køn og borgerrettigheder for alle.

Hun blev EUs første kvindelige præsident (Island) og verdens første demokratisk valgte kvindelige statsoverhoved. Og som 41 årig fraskilt, var hun også den første enlige kvinde der fik lov til, at adoptere et barn.
Vigdís voksede op med sin bror, i en almindelig middelklassefamilie. Faren var civilingeniør og professor på Islands universitet, moren var sygeplejerske.
Efter gymnasiet studerede Vigdís fransk, engelsk og historie i Paris, Kbh og på Island. Hun underviste senere i Fransk på universitetet og arbejdede også med eksperimentalt teater.
På Island har kvindekampen en lang historie og i 1975 fik Islands kvinder stor opmærksomhed da 90% af dem gik i strejke, for at bevise vigtigheden af kvinders arbejdskraft.
Ved præsidentvalget i 1980 var kvindebevægelsen opsat på, at der skulle vælges en kvinde. Vigdís blev overtalt til at stille op mod tre mandlige kandidater. Det var tæt løb, men Vigdís blev valgt og sad på posten i 16 år! Hun var ekstremt populær.
I sin tid som præsident kæmpede Vigdís hårdt for kvinders rettigheder og uddannelsesmuligheder. Hendes motto var: 'Never let the women down'.

Alice tilbudt flere stipendier og valgte at tage en master i kemi på University of Hawaii. Hun blev den første afroamerikanske kvinde der bestod, og senere blev professor, på dette universitet.
Under studierne fordybede hun sig i brugen af olie fra chaulmoogra-træet. Olien havde længe været brugt som behandling mod den udbredte sygdom ”spedalskhed”. Men effekten af behandlingen var svingende og ofte meget smertefuld for patienten.
Som blot 23-årig(!) lykkedes det for Alice at udvikle en teknik der gjorde olien både injicerbar og optagelig for kroppen. Nu havde man en brugbar og stabil behandling!
Kun et år efter, i 1916, døde Alice af sygdom inden hun nåede at udgive sin revolutionerende metode. En anden kemiker (og senere rektor på universitetet) tog æren for det hele. Først mange år efter hendes død kom sandheden frem og metoden fik navnet the ”Ball method”.

Allerede på asylcentret begyndte Nadia at spille fodbold. Hun startede i den lokale klub. Hurtigt stod det klart, at hun var et STORT talent og kimen til Nadias fodboldkarriere var lagt. Hun har siden spillet professionelt i både danske og udenlandske klubber. Og i 2009 debuterede hun på det danske kvindelandshold. Nadia har deltaget ved flere Europamesterskaber og vundet medaljer. Siden 2019 har hun spillet i klub i Paris.
Ved siden af fodboldkarrieren læser Nadia medicin og mangler kun sidste semester. Målet er at blive kirurg, når fodboldkarrieren er slut.
I 2019 blev Nadia udnævnt til ”UNESCO champion for Girls and Women´s education” hvor hun gør en stor indsats. Hun gør desuden et stort arbejde for, at fremme ligestilling i sportens verden (og i det hele taget). Nadia har også blandet sig i debatten om ”danskhed” og blandt andet kritiseret den retorik der præger debatten.
Bonusinfo: Nadia taler hele 11 sprog!



hævnporno.







